det har været en lang rejse. den bliver hele tiden længere. jeg tror, jeg har prøvet at få livet til at stå stille, men det var kun mig. kun mig der stod stille, og lukkede verden ude. det har altid kun handlet om mig. jeg ville så gerne rumme mere, andre, men jeg tror ikke jeg kunne. jeg tror, mine hænder brænder fordi jeg er ved at sprænges.

nogle gange tænker jeg over hvordan jeg kunne forklare hvad der sker inde i mig. men jeg kan ikke finde de ord, der passer. mine hænder brænder, mit hjerte brænder, det hele brænder. og jeg siger det, fordi det er sådan. mit hjerte sprænger, jeg koger over, jeg længes. jeg siger det, fordi det er sådan, men jeg aner ikke hvorfor.

jeg har spildt hele mit liv. på at løbe fra mig selv, og alle dem, der fulgte efter. jeg har spildt mit liv på at vente. på dig. og dig. jeg fandt et gammelt brev. det er efterhånden mange år gammelt. "bruger han sin tid på andet end at bestemme sig for ikke at tale med dig?" nej, det gjorde han vel ikke. jeg ved, jeg er svær. og jeg er glad for, jeg endelig har fundet en, som er tålmodig og tør lære mig at kende.

det er klamt. jeg græder fordi jeg ikke kan lade være. fordi væggene bløder, fordi jeg bliver kvalt i søvne, fordi jeg har gjort så mange grimme ting, fordi der er blevet gjort så mange grimme ting ved mig. det er der. ja. og dem kan jeg ikke tale om. alt blev ødelagt. hvis jeg bare havde kæmpet hårdere. hvis jeg havde taget med politiet i stedet for hjem. vi er lukkede. jeg er lukket. jeg vil hellere tie stille end åbne for det onde. for det onde vil ud og gøre mere ondt, og det har jeg gjort for meget. det onde, som gør ondt, ja ja. jeg er så ked af det. men jeg er så glad, for nu kan jeg holde op med at vente. jeg behøver ikke vente på at du gider tale med mig. at du tør elske mig. jeg har spildt mit liv, men jeg vil gerne holde op nu.